Billeder fra gudstjenesterne til Kristi Fødsel
Billeder fra gudstjenesterne til Kristi Fødsel kan ses her
JULEBUDSKAB, METROPOLIT MARKUS AF BERLIN OG TYSKLAND (på tysk)
Inmitten tiefster, finsterer Nacht strahlte uns im Städtchen Bethlehem die Sonne auf – Christus unser Gott. Über Bethlehem sehen die Weisen aus dem Morgenland den Stern. Dieser hat sie hierher geführt aus fremden Weiten. Sein Licht erleuchtete ihnen den Weg durch die irdische Finsternis zu Dem hin, der der Weg und die Wahrheit und das Leben ist, und das Licht der Welt, zum Erretter der Welt.
Erretter – welch ein wunderbares Wort! Den tiefen Sinn desselben werden am ehesten diejenigen erkennen, die sich zu diesem erschütternden Geschehen würdig vorbereiteten. Wie das – würdig? Durch Gebet und Fasten. Nicht umsonst setzt die heilige Kirche vor diesem großen Fest das Weihnachtsfasten ein, anders: „die kleine 40 tägige“. Beginnend mit dem Fest der Einführung der Allerheiligsten Gottesgebärerin in den Tempel hören wir in den Gottesdiensten aller Feste die weihnachtlichen Hirmen (Gesänge): Christus wird geboren, verherrlicht Ihn. Christus von den Himmeln, begegnet ihm. Christus auf Erden, erhebt euch. Singe dem Herrn die ganze Erde und jauchze in Freude alles Volk, denn verherrlicht wurde Er. Alsbald werden dem die Stichiren hinzugefügt, und in wachsendem Maße erklingt das
weihnachtliche Thema in den liturgischen Texten, bereitet uns auf die Begegnung mit dem Fest der Geburt Christi vor. Wenn wir uns also in die Gottesdienste vertiefen, nehmen unsere Herzen dieses immer klarer aufleuchtende Licht auf, und mit ihm auch die Freude, die es ausstrahlt.
In Bethlehem offenbart sich der irdische Anfang dessen, was wir so feierlich in der Evangeliumslesung der Osternacht verkünden: Und das Licht scheint in der Finsternis, und die Finsternis hat es nicht erfasst. Denn der Erretter kam in die Welt, um uns aus der furchtbaren sündhaften Finsternis herauszuführen, in die die Menschheit vom Augenblick des Sündenfalls an immer tiefer versank. Diese Finsternis verstärkt sich in unseren Herzen mit einer jeden, auch nur vermeintlich kleinsten Sünde. Aber die Finsternis hat keine wesenhafte Kraft, sie wurde ihrer vermeintlichen Kraft beraubt, da der Erretter auf die Erde kam. Und das Licht, welches der Lichtspender Christus brachte, ist allmächtig. Keinerlei finstere Macht kann das Licht Christi im Herzen des Menschen umfassen, wenn der Mensch sich an den Gottmenschen hält, den in Bethlehem Geborenen. Der fleischgewordene Gott flößt alle göttlichen Kräfte und Eigenschaften Seinem Geschöpf ein, und der Mensch der Ihn durch den Glauben aufgenommen hat, leuchtet auf im göttlichen Licht. In diesem Licht liebt der erneuerte Mensch Christus in völlig natürlicher Weise, und ebenso seinen Nächsten. „Wer liebt, der verweilt im Licht; wer hasst, der befindet sich in der Finsternis“ - spricht der Apostel (1 Joh 2, 10.11).
Im 20 Jahrhundert haben wir die schwarzen Wolken gotteslästerlicher und gottfeindlicher Finsternis gesehen. Aber ebenso würdigte uns der Herr, Zeugen des Zusammenbruchs zweier Riesen der Menschheitsverfinsterung zu werden – zweier totalitärer Regime. Und dennoch: ist die Finsternis in den Herzen überwunden? Die heutige Gesellschaft ist unterschwellig durchdrungen von gottloser Ideologie, ist geblendet durch die Technik. Die einen verlassen sich auf deren Errungenschaften, die anderen dagegen fürchten die Folgen ihrer Verwendung…
Wir durchleben eine Zeit, die gezeichnet ist von einer bislang unbekannten Krankheit, und von verschiedenen schmerzhaften Reaktionen auf das Geschehen – haben wir da nicht eine kleine Vorahnung von der „Beklemmung der Nationen in Ratlosigkeit“, wenn künftig „die Menschen vergehen vor Furcht und Erwartung der Dinge, die über den Erdkreis kommen“ (Lk 21, 25-26)? Es gilt festzuhalten: Krankheiten und Leiden gab es auf Erden, und wird sie weiterhin geben, aber sogar „das finstere Reich“ und schreckliche Unbill sollen unsere Seelen nicht lähmen. Die Gesellschaft wendet ihre Augen vom Kreuz Christi ab, wir aber sollen genau hinschauen auf Den, der aus Liebe zu uns Sündern - Fleisch geworden - das Kreuz bereits in der Höhle von Bethlehem aufgenommen, es weitergetragen hat bis Golgatha. Hin wenden sollen wir uns zur Quelle des Lichts. Christus finden, und Ihn erwerben. Bei Ihm ist Verklärung, wahrer Sieg und neues Leben.
Im Lichte Christi, seines Kommens zu uns und unseres festen Glaubens an Ihn, können wir uns auch jetzt auf die Hilfe Gottes verlassen, auf die Überwindung der Finsternis durch das Licht Christi, das einen jeden in die Welt kommenden Menschen erleuchtet.
Aus diesem Glauben und der Gewissheit in ihm erwächst in uns jene große Freude, welche damals, in der Nacht als das Licht in diese Welt geboren wurde, der Engel Gottes den Hirten von Bethlehem verkündete, und welche die Heiligen Apostel mit all denen, die ihnen nachfolgten, in die gesamte Welt hinaustrugen: ich verkündige euch große Freude, die dem ganzen Volk zuteil werden soll; denn euch ward heute in der Stadt Davids der Erretter geboren – der Erretter von Sünde und Tod.
Diese lichte Freude wünsche ich allen Gläubigen unserer Diözese und deren Nahestehenden.
Christus wird geboren – verherrlicht Ihn!
+ MARK,
Metropolit von Berlin und Deutschland
Nativity Epistle of His Eminence Metropolitan Hilarion of Eastern America and New York, First Hierarch of the Russian Orthodox Church Abroad
Your Graces, brother-archpastors, reverend fathers, beloved brothers and sisters in the Lord!
GREETINGS ON THE NATIVITY OF CHRIST!
By God’s ineffable goodness, we enter once more into the joyous days of the great feasts of Christ’s Nativity and Theophany. I sincerely greet you all with this world-saving joy! The feat of faith and its fruit in life must be this joy: from the triumph of the Theophany - God’s manifestation and incarnation - and the sound of the Heavenly doxology and otherworldly peace being sung over Bethlehem.
Everything that transpired in that simple cave in Bethlehem and in the holy River Jordan, both especially revered by the entire Christian world, bore the deep hallmarks of modesty and humility. In His Nativity, the Creator of the universe, Who holds all things in His right hand, becomes creation; the Almighty God becomes a helpless babe. The Most Blessed Virgin Theotokos humbly receives the prophecy of Symeon, which foretells for her the pain of a double-edged sword, which will pierce her motherly heart. The magi from the East humbly adore the Newborn King and bring Him gifts, having been led by a miraculous star. In His Theophany, Christ, receiving baptism of John, humbly bows His head under the hand of the Forerunner. Seeing “the Lamb of God, which taketh away the sin of the world” (John 1:29), the Prophet, bewildered, at first refuses to baptize Him, but hearing the words of the Savior: “for thus it becometh us to fulfill all righteousness” (Matthew 3:15), humbly agrees.
Humility is the state of reconciling ourselves to God’s will, when man joyously gives himself over to it, fully trusts it, and is grateful for all things: for life’s mercies and trials. Humility is not weakness of character, as one hears again from among secular folk, but rather demands deep faith, courage, and inner strength.
It was this great gift of God that was possessed by the Venerable Nun-Martyrs of Alapaevsk, murdered by the Bolsheviks: Grand Duchess Elizabeth Feodorovna and Nun Barbara (Yakovleva), whose relics were triumphally greeted by His Beatitude Damian, Patriarch of Jerusalem and All Palestine, when they were brought to Russian Gethsemane in January 1921. The centennial of this event, as well as of the I All-Diaspora Council, will be prayerfully commemorated in the new year, along with the 40th anniversary of the glorification of the Synaxis of New Martyrs and Confessors of the Russian Church.
Russian Gethsemane - the Convent of the Equal-of-the-Apostles Mary Magdalene in Jerusalem, with its majestic Royal church containing the reliquaries of the New Nun-Martyrs – is an especially precious inheritance of the Russian Church Abroad, which throughout these decades has been protected with great care by her mission in Jerusalem. Thanks to the active involvement of Archbishop Anastassy (Gribanovsky), future First Hierarch of the Russian Church Aboard, who 100 years ago was appointed administrator of the Russian Ecclesiastical Mission in Jerusalem, the latter was able to receive recognition of its rights by the then-English government in Palestine, and not only preserve a significant portion of the Russian churches and holy sites in the Holy Land, but also to fraternally support the Local Church of Jerusalem. For instance,
in 1921, working alongside the Most Blessed Patriarch Damian to overcome strife within the Jerusalem Patriarchate, Archbishop Anastassy took part in the hierarchal consecration of His Grace, Bishop Timotheus, who would later become Primate of the “Mother of Churches.” With the blessing and care of Archbishop Anastassy, new convents were established, including at Gethsemane; a new school was founded in Bethany, and land was acquired on the River Jordan. Having become First Hierarch of the Russian Church Abroad, the Most Blessed Metropolitan Anastassy continued to care for the needs and necessities of the monastics in the Holy Land, until his repose in 1965.
In these holy days of Christmastide, the brethren of the Russian Ecclesiastical Mission in Jerusalem and the sisters of her convents make haste to Bethlehem and to the sacred banks of the River Jordan, in order to prayerfully honor these holy sites. Uniting in spirit to their veneration, and greeting them with these upcoming festal days, I ask their holy prayers for our Church: for our archpastors, clergy, monastics, parishes, and families!
In their minds pressing their lips to the humble manger in Bethlehem, that “container of the Uncontainable,” the Venerable Nun-Martyrs of Alapaevsk accepted grievous sufferings and a martyric death in obedience to God’s will. The above-mentioned Metropolitan Anastassy, as the Holy Hierarch John (Maximovitch) attests, selflessly “shared with the Russian exiles their sorrows and misfortunes,” diluting their burden with the spirit of his humility, meekness, and love. All of this, of course, must also inspire us to humbly bear our current sorrows and temptations. Therefore, piously kissing the Divine Infant depicted on the icon of the Nativity and humbly bowing before His providential right hand, let us with patience await deliverance from the trials that beset us in the past year. And let the new year 2021 be a time of bountifully flowing mercy, strength, and help from God, which I wish for every one of you! Amen.
Asking your holy prayers, I remain yours with love in the Newborn Christ,
+HILARION,
Metropolitan of Eastern America and New York First Hierarch of the Russian Church Abroad
JULEBUDSKAB, PATRIARK KIRILL AF MOSKVA OG HELE RUSLAND
Elskede i Herren overhyrder, ærværdige præster og diakoner, gudkære munke og nonner, kære brødre og søstre: Jeg gratulerer jer alle af hjertet ved Jesu Kristi strålende fødselsfest!
I dag jubler den himmelske og jordiske Kirke, for den fryder sig over Kristi komme og dermed Frelsens komme til verden, imens den priser og takker Gud, fordi Han viser Sin nåde og kærlighed til menneskeslægten. Med åndelig skælven lytter vi til sangens ord: “Kristus fødes, lovpris Ham! Kristus fra Himmelen, mød Ham!” (Irmos, 1 ode, Julens Kanon). Med ærefrygt og håb betragter vi grotten i Bethlehem, hvori Gudsbarnet ligger i en simpel krybbe svøbt i barneklæder.
I dag bliver “fromhedens store hemmelighed” i sandhed fuldbyrdet: Gud har åbenbaret Sig i kødet, har retfærdiggjort Sig i Ånden, har vist Sig for englene (1. Tim. 3,16). Det er umuligt at trænge helt til bunds i inkarnationens hemmelighed med fornuften; det er umuligt fuldt ud at begribe, hvordan Han, der er alt værendes Kilde, i dag varmes af dyrenes åndedræt! Verdensaltets Skaber ydmyger Sig, idet Han antager en skabnings væsen! Guds Søn bliver Menneskesøn! Udgrund ikke, hvordan det kan være muligt - advarer den hellige biskop Johannes Chrysostomos - hvor Gud vil det, der bliver naturens orden besejret. Han ville, kunne, steg herned og reddede. Alt lyder Gud! Idag fødes Den Værende, og Den Værende bliver, hvad Han ikke var. Som Gud bliver Han menneske, hvorved Han ikke ophører med at være Gud (prædiken over vor Frelser Jesu Kristi fødsel).
Idet vi fejrer den verdensforløsende fest for Kristi fødsel, tænker vi på dens uforgængelige åndelige mening og dens centrale betydning for hele menneskeheden. Og det er sandt. Men det er også vigtigt at begribe den personlige dimension, som menneskevordelsens hemmelighed har for enhver af os, for vi vender os ikke tilfældigt i bøn til Herren, idet vi kalder Ham vores Forløser.
Vi ved af erfaring, at mennesket ikke af egen kraft er i stand til at overvinde det onde i sig, hvor meget det end anstrenger sig for at gøre det. Synden, der har ramt sjælen i dens inderste og skadet menneskets natur, kan ikke overvindes af nogen som helst spirituel praksis og psykologisk træningsmetode. Kun Gud alene er i stand til at helbrede det hele menneske og genoprette det i dets oprindelige skønhed. “Hvorfor antog vor Herre kød” - spørger den hellige Efraim Syreren og svarer: “For at kødet selv må skatte sejrens fryd, og for at det må fyldes med nåde og erkende nådesgaverne … så menneskene må fare op til Ham som bevingede og i Ham alene finde beroligelse” (Udlægning af de fire Evangelier, kapitel 1). Kristi menneskevordelse befrier fra syndens slaveri og åbner vejen til Frelsen. “Som lys er Jeg kommet til verden, for at enhver, som tror på Mig, ikke skal blive i mørket.” (Johs. 12,46) - vidner Herren. Ligesom den lysende stjerne fra Bethlehem, der førte de vise mænd fra den fjerne Orient til Gudsbarnet Jesus, er vi kristne kaldet til, som sande sønner og døtre af Lyset, at oplyse denne verden med troens lys (Matt. 5,14). Derved kan vore omgivelser se vor kærlighed til næsten, idet de betragter vort eksempel - vor bestandighed, vort mod, vor langmodighed og åndelige stolthed, vort storsind og vor ægthed, hvormed “vi priser Gud på vor hjemsøgelses dag” (1. Pet. 2,12).
I dag, hvor Jordens folk gennemstår en ny sygdoms svære prøvelser, hvor menneskenes hjerter er fyldt af angst og bekymringer om fremtiden, er det særlig vigtigt for os at forstærke den fælles og den private bøn til Herren om at tilvejebringe velgerningernes inderlige virksomhed. Mange af vore brødre og søstre er i dag berøvet muligheden for at besøge Kirken på grund af denne skadelige epidemi. Lad os bede til den barmhjertige Skaber for dem, at Han må forny deres sjælelige og fysiske kræfter, at Han hurtigst muligt må skænke de syge helbredelse, og om at Han må nedsende Sin hjælp til alle læger og medarbejdere i sundshedsvæsenet, som med selvopofrelse kæmper for deres sundhed og liv.
Lad os ihukomme, at ingen problemer er i stand til at knække menneskets ånd, hvis det bevarer den levende tro og i alt stoler på Guds vilje. Derfor tager vi uden at knurre de pålagte prøvelser på os, for hvis vi håber på Ham, vil Han være os til helbredelse, for Gud er med os (Det Store Kompletorium), som Kristi Kirke synger i disse hellige juledage. Lad os bede om, at Guddommens uforgængelige lys også må oplyse vore livs fattige huler, at også vore sønderbrudte og ydmyge hjerter - ligesom krybben i Bethlehem - med ærefrygt vil modtage den til verden komne Forløser.
Gud vil ikke finde menneskets hjerte for trangt, hvis det er fyldt af kærlighed. “Den, der gør kærligheden, vil blive englenes bofælle og vil herske med Kristus” - bevidner den ærværdige Efraim Syreren (Prædiken over dyderne og lasterne, 3). Må de hellige festdage i særlig grad blive til udførelse af gode gerninger for os. Lad os benytte den nåderige mulighed og prise den nyfødte Kristus, idet vi viser barmhjertighed imod næsten og giver de nødlidende hjælp, trøster de sørgende, og først og fremmest, så vidt det er os muligt, dem, der lider af coronainfektionen eller dens følger.
Måtte Herren oplyse Jordens folk med Sin erkendelses lys, velsigne dem med fred og hjælpe os alle med at blive bevidste om planetens nutid og fremtid. Må det nyfødte Gudsbarn nedsende kærlighed og enhed til vore familier, og må Han beskærme vore unge og os alle imod synd og farlige fejltrin. Endnu engang lykønsker jeg jer af hjertet, mine kære, ved denne strålende fødselsfest for Kristus og ønsker jer alle et stærkt helbred, uudtømmelig glæde og megen bistand fra Gud, det Sande Lys, som oplyser hvert menneske, der kommer til verden (Johs. 1,9). Amen.
Kirill, patriark af Moskva og hele Rusland
Gudstjenesterne i januar
Der tages forbehold for ændringer i forbindelse men corona-situationen):
6. januar (onsdag) kl. 8.00 – læsning af de Kongelige timer på dansk, bagefter er der velsignelse af sotjivo. Denne dag er det Forfesten til Kristi Fødsel.
6. januar (onsdag) kl. 17.00 – Vågenat på dansk, skrifemål.
7. januar (torsdag) kl. 8.00 – kl. 8.30 – skriftemål, kl. 9.00 - den Guddommelige Liturgi på kirkeslavisk. Kristi Fødsel.
18. januar (mandag) kl. 17.00 – Vågenat på dansk, skrifemål. Den store vandvelsignelse. Efter vågenatten er der muligheden for at tage velsidnet vand hjem, så medbring venligst flasken.
19. januar (tirsdag) kl. 8.30 – skriftemål, kl. 9.00 - den Guddommelige Liturgi på dansk. Efter Liturgien er der muligheden for at tage velsidnet vand hjem, så medbring venligst flasken. Bagfter vil der muligvis velsignet Aarhus å. Denne dag fejres der Kristi Dåb.
30. januar (lørdag) kl. 17.00 – Vågenat på kirkeslavisk, skrifemål.
31. januar (søndag) kl. 9.30 – skriftemål, kl. 10.00 - den Guddommelige Liturgi på kirke-slavisk. Ihukommelsen af de hellige Athanasius og Cyrillus, patriarker af Alexandria.
Ifølge regeringens retningslinjer bedes I:
- at sprøjte eller at væske hændene med sæbe inden I træder ind i kirken
- at have mundbind på, når I bevæger jer (går) i kirken
- at holde afstand 2 meter mellem personer under gudstjenesten
Du er velkommen til at andagterne på følgende adresse: Gamle Åby Kirke, Åby Kirke Vej 1, 8230 Åby, Århus.
Billeder fra kirkefesten
Til kirkefesten-2020 blev blev holdt vågenat og liturgi på dansk. De festlige gudstjeneste blev serveret af fader Sergius (Plekhov), fader Emilian og fader Sergius (Bondarev), som kom for at dele den festlige glæde med os. På trods af hverdagen kunne mange komme for at deltage i gudstjenesten. Om aftenen blev der holdt vågenat med litya, og om morgenen blev der holdt vandvvelsignelsen, liturgien og korsprocessionen. Тil sidst blev der lavet et fælles billede (der er desværre ikke alle, der deltog i liturgien).
Billederne kan ses her
Abonner på:
Opslag (Atom)